lørdag den 18. februar 2017

Cuba og speciale

Mine hævede fødder ramte dansk jord i søndags efter en helt åndssvagt lækker ferie på Cuba. Jeg havde lidt glemt, hvor meget Cuba stjal mit hjerte, da jeg var der første gang i 2013. Jeg havde fået fortrængt, hvor godt jeg havde det, og hvor hårdt jeg faldt for stedet. Det hele kom tilbage til mig i det sekund, jeg satte mig med min kusine, hendes søn og hendes ven ind i en taxa fra lufthavnen til Habana Vieja. Dét er for mig definitionen på starten af et eventyr. Den varme nat man ankommer til, palmetræerne, den rustende og brummende bil uden sikkerhedsseler, man sætter sig ind i. Radioen spiller et potpourri af bachata, reaggaeton og salsa. Ind af de nedrullede vinduer strømmer den varme luft, duften af bilos, sol og med den: duften af eventyr. Jeg elsker det. Lige der, i forventningens glædes klimaks, hvor man suser forbi nye steder, og alle indtryk rammer en stærkere end på noget andet tidspunkt, fordi man endeligendeligendelig er arriveret efter en lang rejse. Så sad jeg der på bagsædet af en gul bil og vidste, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. At det at tage ud at rejse altid er en god ide.Og jeg fik ret - mest fordi jeg aldrig tager fejl. Men også fordi det virkelig har været en god tur. Vi har været på stranden, fået et solidt skud d-vitamin, jeg er er blevet tofarvet, har fået en masse souvenirs i form af myggestik og et enkelt blåt mærke. Jeg har ikke været på internettet i 12 dage, det har været sundt. For det man jo finder ud af, når man undværer internettet er, at man ikke går glip af en skid. Man tænker, at man er fuldstændig hægtet af, men egentlig sker der ikke det store. Og det, der sker, er oftest ting, man godt kan undvære at vide. Således ingen deprimerende nyheder om terror og Trump. Sagde journalisten. Man er tvunget til at være der, hvor man er. Noget jeg er helt absurd dårlig til, men som jeg kampelsker, når jeg tvinges til det. Derfor kunne jeg heller ikke på nogen måde overskue at skulle hjem. Det er altid dejligt at komme hjem til egen seng, dyne og fiberrig mad. Men helt ærligt, ik? Så ville det ikke gøre mig noget at blive. Sådan for evigt. Derfor var det da også utroligt fint, da en cubansk kvinde lagde en livsplan for mig: Jeg kunne bare flytte til Cuba og blive journalist om fire måneder. Jeg ved ikke, om vi som sådan skal gå i detaljer om mulighederne for at blive udenlandsk reporter i netop et så censureret land som Cuba. Men legen er sjov, og jeg har ja-hatten skruet på.

Nu er jeg tilbage i virkeligheden. Det har jeg været i knap en uge, og den er en kende overvurderet. Virkeligheden. Jeg har haft mit første møde med min speciale-vejleder, og det gik, i min optik, ikke specielt godt. Min problemformulering blev kastet lidt op i luften, så jeg nu ikke rigtigt ved, om det giver mening at undersøge det, jeg oprindeligt ville undersøge. Og så er jeg invaliderende bevidst om, hvor kort tid jeg har til at skrive det her speciale. Om lige godt tre måneder skal der ligge 80 siders gennemarbejdet speciale klar. Jeg har travlt, og jeg tror, temaet bliver Foråret fra Helvede. Jeg prøver at blive ved med at fortælle mig selv, at opstartsfasen er den sværeste, og at når jeg først har et afgrænset problemfelt, og når jeg først har noget empiri - at så skal det hele nok gå. Det tror jeg også er rigtigt. Der er bare liiiiiiige et stykke vej derhen.

Oveni hatten er jeg evigt skizofren. På mange måder er jeg uendeligt ligeglad med Syddansk Universitet. Jeg er til gengæld ualmindeligt glad for avisen, og det bliver dem, jeg stræber imod at imponere, fordi det er dem, der har min fremtidige karriere i deres hænder. Så jeg tænker, at det her speciale vitterligt bare skal beståes. 02 og så er det fint. At jeg skal have papiret, der viser, at jeg er færdiguddannet, men at det er ligemeget, hvad der står på det. Fordi ingen nogensinde kommer til at kigge på det. Og det er også rigtigt. Men jeg lyver jo for mig selv. Selvfølgelig vil jeg gerne klare det godt. Selvfølgelig vil jeg det. Omvendt ved jeg godt, at hvis jeg får en dårlig karakter, hyler jeg i en måned, og så overlever jeg alligevel. Men. Babysteps. Lige nu har jeg ikke det store overblik over processen, så jeg læser teori og tænker over mulige problemfelter, metoder til disse, og stopper indimellem op for lige at spørge mig selv om, hvad fanden det egentlig er, jeg synes, der er spændende. Og tænker tilbage på Cuba med længsel og fremtidsdrømme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar