tirsdag den 28. februar 2017

Langsomt

Det går langsomt. Men det går. Tror jeg. Sidste uge var ekstraordinært (håber jeg virkelig) hård. Alt faldt fra hinanden, mit speciale fik modvind fra de to kanter, der er interesseparterne, jeg var forvirret over nogle blandede signaler, folk var nogle kæmpestore røvhuller, og mennesker, der burde interessere sig for mit liv med dertilhørende speciale kunne ikke svinge sig op til så meget at spørge om, hvad jeg egentlig skal skrive om. Så jeg var sur, ked af det, skuffet, topforvirret, bange, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg gjorde det eneste fornuftige. Jeg skældte ud, brokkede mig til mine veninder, græd, løb en tur, mediterede og skurede og skrubbede hele mit hjem, til det funklede som en lille Ajax-diamant. Og så sov jeg. 10 timer per nat. Hvilket får mig til at føle mig som en, der har været pensioneret i et par årtier, men jeg må erkende, at min hjerne har været på overarbejde som Frederik Fetterleins bankrådgiver. Nu har jeg vist nok fået det nærmeste man kommer opmuntrende ord fra min vejleder, og det må betyde, at specialets fokus nu er på plads. Jeg bliver en kende paranoid over at skrive det. Angsten for at noget går galt i-fucking-gen er i allerhøjeste grad til stede, men jeg kan kun kontrollere mine egne beslutninger, og derfor skal jeg seriøst øve mig i at slippe de andre tanker. Jeg prøver.

Så. Alle de der ting har givet pote. Sådan semi. Jeg er ikke blevet decideret rolig, og slapper ikke af med mit speciale, for træerne vokser trods alt ikke ind i himmelen. Men det går bedre. Langsomt. Bedre. Jeg ved, hvad jeg skal gøre nu. Jeg skal læse noget teori, jeg skal have lavet en spørgeramme, jeg skal have rekrutteret nogle fokusgruppedeltagere. Jeg er i gang, og det kan jeg faktisk godt. Min veninde sagde engang, at slowmotion er bedre end no motion. Amen, sister.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar