torsdag den 23. februar 2017

Om at opgive

Jeg har virkelig lyst til at opgive. Til at melde mig ud. Til at kaste håndklædet i ringen og acceptere, at jeg ikke blev typen, der skulle have en færdiggjort universitetsuddannelse. At jeg ikke kommer til at aflevere mit speciale. Bare række en mental fuckfinger til det hele, rejse min vej og ikke skulle aflevere 80 siders akademia om journalistiske praksisser og processer. Hele min krop og alt mit hoveds indhold fortæller mig, at det her ikke er sundt for mig. At jeg skal løbe virkelig stærkt i den modsatte retning, løbe til jeg har sidestik og ikke kan trække vejret.

Kloge folk siger til mig, at det sted, man er allermest bange for at gå hen, er netop der, ens ben skal bære en hen. Og det er sikkert rigtigt. Fordi man, når man står foran monstret, ser, at det ikke er så stort alligevel, og at selv et monster har bløde punkter. Jeg ved det godt. Men lyst og ansvar er i dette tilfælde to helt forskellige ting. For jeg skal nok aflevere mit speciale. Jeg skal nok skrive lortet færdigt, få det ud af verden, forhåbentlig bestå, og være glad for, at jeg gjorde det. Og det bliver en glædens dag. Det veeeeeeeeed jeg godt. Men jeg hader alt ved processen derhen. Eller det gør jeg i hvert fald lige nu. Jeg har egentlig indtil videre formået at holde skruen ok i vandet, men min verden er krakeleret en smule til aften. Og det har helt sikkert noget at gøre med, at jeg er træt, fordi jeg ikke rigtigt kan sove om natten, fordi specialet fucker med mit sind og min krop. I morgen er en ny dag, og den skal jeg nok overleve. Ligesom alle de dage, der kommer til at følge, indtil det pludselig er den 1/6, og jeg skal aflevere svinet.  Det bliver forløsende som hele verdens nys, men på denne torsdag aften kan jeg ikke overskue det. Det er svært. "Er der nogen, der har sagt, det skulle være nemt?" NEJ! Men med fare for at lyde som et forkælet barn, er der vel for fanden heller ikke nogen, der har sagt, at det skal være så gennemgående krampagtigt. Det memo har jeg i hvert fald ikke fået.

Jeg har lidt meget svært ved at finde tid til de ting, jeg skal. Jeg har svært ved at jonglere en tilknytning til en avis, som jeg skal skrive speciale om, men som jeg samtidig skal producere journalistik til. Jeg er ikke sådan en, der har nemt ved at sige nej til min arbejdsgiver. Jeg har nemt ved at sige nej til alt muligt andet, men ikke det. For jeg vil så gerne gøre det godt, og jeg vil gerne bevise, at jeg er et menneske, man bør give et job i nærmeste fremtid. Jeg føler, at jeg skuffer, når jeg er nødt til at sige nej til at skrive en artikel. Eller det har jeg sådan set ikke gjort endnu, men det bliver jeg jo ganske enkelt nødt til, og jeg har ondt i maven over det allerede nu. Jeg har isoleret set svært ved at skrive speciale. Jeg har svært ved, at min treårige nevø spørger mig, om jeg kommer til hans 4-års fødselsdag på onsdag, og jeg er nødt til at sige nej, hvortil miniaturemennesket spørger hvorfor. Ja, hvorfor? Fordi akademisk litteratur er vigtigere? Fordi en god karakter er vigtigere end at se ham puste fødselsdagslys ud? Voksensvaret blev, at jeg ikke har tid. Det er rigtigt, men jeg hader det. Jeg hader, at jeg, som hans moster, ikke bare kan nosse mig sammen og prioritere ham frem for mit speciale. Men jeg har. Ikke. Tiden. Det er en hverdag, og mine hverdage skal og må bruges effektivt på det her speciale. Ganske enkelt og alligevel gør det pikkeondt i hjertekulen. Det er svært for mig at owne mit speciale og ikke lade mig påvirke af, hvad alle mulige mennesker synes kunne være spændende, at jeg forholdt mig til. Jeg er letpåvirkelig og har lidt for lidt tiltro til mine egne beslutninger med det resultat, at jeg blæser i vinden. Som et skide espeløv.

I morgen er en ny dag, og søvn gør formegentlig noget godt for denne tankestrøm, og igen: Jeg ved godt, at jeg nok skal overleve det her, og at det værste, der realistisk set kan ske, er, at jeg får en dårlig karakter. Og ja, så bliver jeg ulykkelig, men overlever også det. Jeg kender dem godt, alle de velmenende argumenter og trøstende ord om, at så er det heller ikke værre, hvad er det værste der kan ske, at jeg nok skal klare det, at jeg faktisk godt kan - alt det der. I know, jeg siger dem til mig selv, og jeg har ofte ytret dem til andre. De er rigtige, ordene. Men mine følelser, min intuition, sådan som jeg reelt har det gør ondt. Mentalt, nej faktisk også fysisk ondt. Av for helvede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar