mandag den 13. marts 2017

Forresten vol. 35

  • Skal folk holde op med at kalde pølsehorn for pøllehorn.
  • Har jeg læst en Jens Blendstrup bog, som var blevet lovprist som noget af det skæggeste. I don't get it. Jeg synes virkelig ikke, at den var sjov. Den var mest bare absurd. 
  • Er jeg til gengæld ved at læse en biografi om Bodil Jørgensen, som jeg simpelthen bare er fuldstændig pjattet med. Altså Bodil. 
  • Har jeg hede drømme om en ny pung. Alle de der medlemskort til matas og IKEA og alle mulige andre åndssvage ting bliver udfaset af apps. Jeg er nede med det, for så kan jeg slippe af sted med en mindre pung. Som jeg ikke har. Men som jeg gerne vil have. 
  • Har jeg også hede drømme om et par nye sneakers. 
  • Er jeg en materialistisk dame, kan jeg godt selv høre.
  • Gider jeg ikke at være fattig længere. Glansen er forsvundet. 
  • Er jeg blevet spurgt af min kammerat, om jeg er kommunist. Umiddelbart nej.
  • Har jeg de seneste måneder ryddet ud og op i alt - og jeg mener virkelig alt. 
  • Har jeg i den forbindelse fundet en lille flaske tetræolie, der var mindst holdbar til maj 2008. Den er altså flyttet med mig cirka 11 gange. Og har været for gammel alle 11 gange. 
  • Har min hunde-skrukhed nået nye højder. Det er forår, der er hvalpe i bybilledet. Jeg kan slet ikke administrere det. 
  • Så jeg i dag en mand på en tandemcykel. Én mand. 
  • Tror jeg, at den fineste kærlighedssang i verden er "Stand By Me". Eller "Can't Help Falling In Love"
  • Er verdens fineste kærlighedsdigt afgjort det, Krumme reciterer til Yrsa. Især fordi det slutter med frasen: "Et blik fra dig og jeg smelter som is. Ding. Dong. Dynamofis.
  • Er det pænt svært at få folk til at deltage i en fokusgruppe. Jeg har ringet til 118 personer, har fået ni gange ja, tre gange måske og uendeligt mange gange nej. Og jeg overdriver ikke - 118. Seriøst. 
  • Tager jeg til Aalborg på torsdag for at besøge den 14 år ældre udgave af mig. Jeg glæder mig som en lallende jubelidiot.  

mandag den 6. marts 2017

Det er mig et under, hvordan jeg kan få alt til at handle om Nik & Jay

Her går det godt. Faktisk ret godt, nærmest mistænkeligt godt. Jeg havde lidt indstillet mig på, at mit forår kom til at være én lang mental tur i skærsilden. Ikke, at jeg er typen, der tager sorgerne på forskud. Som jeg også har bevidnet her på domænet, er skærsilden også en del af sandheden. Men lige nu går det godt. Jeg er ikke helt så effektiv, som jeg burde være (for er man nogensinde det?), og jeg har stadigvæk ikke rigtigt fået skrevet noget på specialet - jeg læser stadig på livet løs og kan ikke helt finde nok relevant teori. Men overordnet set går det godt, og vigtigst af alt: specialet fylder ikke hele mit liv. Jeg tænker på andre ting, hænger ud med folk og har det festligt. Det er muligvis den nødvendige kur. Jeg kan godt høre, at jeg lyder lidt frelst. Og bevar mig vel, jeg er med på, at foråret indtil videre har varet seks dage, og at jeg således endnu kan nå at blive slemt skuffet. Men måske er det lige præcis hele humlen - at jeg bliver nødt til at acceptere, at det her forår bliver uforudsigeligt i al sin forudsigelighed. For der er jo ingen tvivl om, hvad jeg skal lave. Jeg skal skrive et speciale, men processen er temmelig uforudsigelig. Mere aggressivt end en nyudklækket mormon har jeg prædiket til mine speciale-skrivende venner, at en stor del af netop specialet er at acceptere, at det kommer til at gå op og ned. At man kommer til at rende panden mod muren, at man får lyst til at give op, og at det på andre tidspunkter kommer til at gå helt fint. Jeg er en meget bedre rådgiver, end jeg er et godt eksempel. Men jeg har jo ret. Det kommer til at gå op og ned og frem og tilbage, præcist som Nik & Jay sang det.

Konklusion (kan I mærke, hvordan den akademiske tankegang allerede er all over the place? (det var en (dårlig) joke)): Nu prøver jeg lige at go with the flow, eh (indsæt jamaicansk accent) og lade være med at spekulere alt for meget på, hvornår jeg står foran næste mur.

fredag den 3. marts 2017

#TGIF

Det er fredag aften, jeg har lige spist en kop skyr og set en mindre hær af kollegietyper tage til fredagsbar. Jeg sidder under min dyne med Tracy Chapmans melankolske og stærke stemme som min bedste ven. Det er et oplagt tidspunkt at blive ramt af FOMO på. Men jeg har det så fint. Min hjerne kører i disse dage i fjerde-femte gear. Jeg når aldrig i frigear, og det kan mærkes. Jeg er træt helt ind i marven, og når jeg kommer hjem, kan jeg ikke overskue flere mennesker. Fordi jeg efter en dag på avisen er proppet. Fyldt op af journalistik og speciale. Så fredagsbaren lokker på ingen måde. Jeg har det så fint her, med mit bløde sengetøj, min natlampe og min højtelskede computer.

Denne fredag har faktisk været en ganske udmærket dag. Jeg har fundet en god teoribog til specialet, hvilket er en sjælden succesoplevelse. Jeg havde lykkeligt fortrængt, hvor røvsyg akademisk litteratur som regel er. Og det har helt sikkert noget at gøre med, at man skal læse virkelig meget, før man finder noget brugbart. Men det lykkedes i dag!

Jeg begynder generelt at få form på specialet. Jeg er i gang med en spørgeramme og med at screene fokusgruppedeltagere. Og weekenden skal bruges på at skrive metodeafsnit. I hvert fald et første udkast. Men netop metodeafsnit kan jeg faktisk ret godt lidt at skrive - det er groft skitseret bare refleksioner over til- og fravalg, og hvis der er noget, jeg kan, er det at reflektere.

Jeg har fået arrangeret, at jeg kan låne mine forældres sommerhus om en god måneds tid, på den anden side af påske, så jeg kan tage en effektiv skriveuge derude. Mine forældres sommerhus er det sted in das ganze welt, hvor jeg slapper bedst af og kommer nærmest på en zenlignende tilstand. Jeg betragter det som mit barndomshjem, og selvom jeg godt selv kan høre, hvor cheesy det lyder, bringer naturen og havet mig i ro. Noget, jeg forestiller mig, der vil være en perfekt setting at skrive speciale i. Når vi når midten af april, skal der nemlig skrives med en hastighed som en lovovertrædende Harley Davidson. Til den tid har jeg al min empiri og skal så have omsat det til en analyse, en diskussion, en konklusion og en perspektivering. Jeg er med på, at jeg ikke kan nå det hele på en uge, men jeg er sikker på, at det er en god beslutning. Så kan man altid tage en dukkert i a' hav, når man får lyst til at skyde sig.

Jeg har Skypet med verdens bedste O'Malley, som sidder i Bogotá de næste måneder. Jeg har haft så travlt, at jeg nærmest ikke har opdaget, at jeg savner hende. Men det gør jeg, det gik op for mig, da hun sad i et mall i Bogotá med sine sorte krøller og sit blændende smil. Hun klæder Colombia, og Colombia klæder hende. Det var så godt at snakke med hende. Kender I de der mennesker, der øjeblikkeligt gør en i bedre humør? Selv når det hele er noget lort, gør hun lorten lidt mindre. I et forsøg på at rose min veninde, fik jeg det til at handle om fæces. Det er åbenbart sådan noget, jeg kan. Men det var skønt at høre, hvordan livet i Latinamerika er og dejligt at få hendes beroligende ord og høre hendes grin.

Og det var vist det, min fredag har budt på. Jeg har spist ristet rugbrød med makrel til aftensmad, set Gilmore Girls, og jeg tænker, at jeg lægger mig horisontalt inden for kort tid. Jeg glæder mig lidt til at gå i seng. Til at læse en frivillig bog, en John Williams bog. Så jeg kan vågne tidligt i morgen og gå en tur og vågne samtidig med, at solen gør det. Så. Var det ikke noget med bare at gøre det? Jeg tror det. Godnat, og må I få en dejlig fredag aften, enten med tequilashots eller bland-selv-slik og Netflix.

onsdag den 1. marts 2017

Sebastian

I dag fylder min yngste nevø fire år. Allerede inden han blev født, voldte den lille lort mig utroligt mange kvaler. Han blev nemlig produceret så utideligt, at hans ankomst kolliderede med, at jeg sad i Argentina. Og for fire år siden havde jeg det sygt dårligt. Græd i fire timer. Noget med, at en pige havde tilbudt mig at låne hendes kjole i str. 42, at min computer crashede. Havde the blues uden at vide hvorfor. Da jeg så kom hjem, lå sms'en der. "Kl. 14.21 blev du moster til en velskabt lille dreng". Arhmen for helvede da. Jeg mødte ham ikke, før han var et halvt år, og det gjorde ondt helt ned i hjerterødderne. Men heldigvis gjorde det jo kun ondt på mig, og måske hans mor. Sebastian har ingen erindring om det, jo. Og da jeg så kom hjem, var han der jo bare. Bassen. Som nu er fire år. Han har de største brune øjne, som er hans ikke-så-hemmelige våben til at sno de fleste voksne. Han snakker uafbrudt og højt - insisterende højere, indtil han får et svar. Han lider ikke i stilhed og udbryder ofte "Moster DRILLER MIG!" Og dét er naturligvis fuldstændig urealistisk. Han er god til at synge og især Blobs Godnatsang har han styr på. Jeg tænker altid på ham, når jeg hører Hodja fra Pjort. Jeg forudser, at han bliver svær at styre som teenager, men så er det jo godt, at jeg er moster og ikke mor. I sidste uge dansede jeg med ham til Gangnam Style og Ex's & Oh's. Det var alt for fedt. Han har et sindssygt ordforråd, og har, så vidt jeg husker, altid været godt skåret for tungebåndet. Han har en appetit, der er decideret imponerende. Ikke sjældent spiser den nu fire-årige mere end de voksne, men han er også ualmindeligt aktiv, så måske ikke så mærkeligt, at der skal brændsel til.

Sidst jeg var i Århus, var det til min gode vens PhD forsvar (jeg er venner med sygt kloge mennesker, and I am so loving it), og snakken faldt blandt nogle i selskabet på det der med babyer. Og der lod til at være en overvægt af kvinder i selskabet, der var ret pjattede med spædbørn. Og jeg føler den sgu ikke helt. Altså jo, babyer dufter af tulipaner, smør og verdensfred, og når man holder sådan en klump i armene, er verden et lidt bedre sted. Babyer er herresøde, men de kan intet. De er små blemaskiner, der kan give en enorm lykke, men interaktionen er meget begrænset. Jeg kan meget bedre lide børn, når de er netop det - børn. Børn, der udvikler sig, som man kan snakke med, og som kan se vokse.
Det er så vildt at se et barn blive et lille menneske. Og herrefedt at få lov til at være med på sidelinjen. Jeg håber, at min nevø vil ringe til sin drilagtige moster, når han har problemer. Jeg håber, han vil tro på sit eget værd og balancere på knivsægget selvtillid uden arrogance. Jeg håber, jeg kan hjælpe ham med de problemer, han utvivlsomt kommer til at løbe ind i. Jeg glæder mig til at se, hvad for et menneske han bliver, og jeg er så så glad for, at jeg har et sæde på første parket til netop den forestilling.