mandag den 6. marts 2017

Det er mig et under, hvordan jeg kan få alt til at handle om Nik & Jay

Her går det godt. Faktisk ret godt, nærmest mistænkeligt godt. Jeg havde lidt indstillet mig på, at mit forår kom til at være én lang mental tur i skærsilden. Ikke, at jeg er typen, der tager sorgerne på forskud. Som jeg også har bevidnet her på domænet, er skærsilden også en del af sandheden. Men lige nu går det godt. Jeg er ikke helt så effektiv, som jeg burde være (for er man nogensinde det?), og jeg har stadigvæk ikke rigtigt fået skrevet noget på specialet - jeg læser stadig på livet løs og kan ikke helt finde nok relevant teori. Men overordnet set går det godt, og vigtigst af alt: specialet fylder ikke hele mit liv. Jeg tænker på andre ting, hænger ud med folk og har det festligt. Det er muligvis den nødvendige kur. Jeg kan godt høre, at jeg lyder lidt frelst. Og bevar mig vel, jeg er med på, at foråret indtil videre har varet seks dage, og at jeg således endnu kan nå at blive slemt skuffet. Men måske er det lige præcis hele humlen - at jeg bliver nødt til at acceptere, at det her forår bliver uforudsigeligt i al sin forudsigelighed. For der er jo ingen tvivl om, hvad jeg skal lave. Jeg skal skrive et speciale, men processen er temmelig uforudsigelig. Mere aggressivt end en nyudklækket mormon har jeg prædiket til mine speciale-skrivende venner, at en stor del af netop specialet er at acceptere, at det kommer til at gå op og ned. At man kommer til at rende panden mod muren, at man får lyst til at give op, og at det på andre tidspunkter kommer til at gå helt fint. Jeg er en meget bedre rådgiver, end jeg er et godt eksempel. Men jeg har jo ret. Det kommer til at gå op og ned og frem og tilbage, præcist som Nik & Jay sang det.

Konklusion (kan I mærke, hvordan den akademiske tankegang allerede er all over the place? (det var en (dårlig) joke)): Nu prøver jeg lige at go with the flow, eh (indsæt jamaicansk accent) og lade være med at spekulere alt for meget på, hvornår jeg står foran næste mur.

2 kommentarer:

  1. Og når du kommer til det punkt, hvor du begynder at kaste med bøgerne, kan du synge: Boing! Boing!, meget højt.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja! Dét er en virkelig god pointe. Jeg ser det ske i en not too distant future ;)

      Slet