mandag den 13. marts 2017

Forresten vol. 35

  • Skal folk holde op med at kalde pølsehorn for pøllehorn.
  • Har jeg læst en Jens Blendstrup bog, som var blevet lovprist som noget af det skæggeste. I don't get it. Jeg synes virkelig ikke, at den var sjov. Den var mest bare absurd. 
  • Er jeg til gengæld ved at læse en biografi om Bodil Jørgensen, som jeg simpelthen bare er fuldstændig pjattet med. Altså Bodil. 
  • Har jeg hede drømme om en ny pung. Alle de der medlemskort til matas og IKEA og alle mulige andre åndssvage ting bliver udfaset af apps. Jeg er nede med det, for så kan jeg slippe af sted med en mindre pung. Som jeg ikke har. Men som jeg gerne vil have. 
  • Har jeg også hede drømme om et par nye sneakers. 
  • Er jeg en materialistisk dame, kan jeg godt selv høre.
  • Gider jeg ikke at være fattig længere. Glansen er forsvundet. 
  • Er jeg blevet spurgt af min kammerat, om jeg er kommunist. Umiddelbart nej.
  • Har jeg de seneste måneder ryddet ud og op i alt - og jeg mener virkelig alt. 
  • Har jeg i den forbindelse fundet en lille flaske tetræolie, der var mindst holdbar til maj 2008. Den er altså flyttet med mig cirka 11 gange. Og har været for gammel alle 11 gange. 
  • Har min hunde-skrukhed nået nye højder. Det er forår, der er hvalpe i bybilledet. Jeg kan slet ikke administrere det. 
  • Så jeg i dag en mand på en tandemcykel. Én mand. 
  • Tror jeg, at den fineste kærlighedssang i verden er "Stand By Me". Eller "Can't Help Falling In Love"
  • Er verdens fineste kærlighedsdigt afgjort det, Krumme reciterer til Yrsa. Især fordi det slutter med frasen: "Et blik fra dig og jeg smelter som is. Ding. Dong. Dynamofis.
  • Er det pænt svært at få folk til at deltage i en fokusgruppe. Jeg har ringet til 118 personer, har fået ni gange ja, tre gange måske og uendeligt mange gange nej. Og jeg overdriver ikke - 118. Seriøst. 
  • Tager jeg til Aalborg på torsdag for at besøge den 14 år ældre udgave af mig. Jeg glæder mig som en lallende jubelidiot.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar