onsdag den 1. marts 2017

Sebastian

I dag fylder min yngste nevø fire år. Allerede inden han blev født, voldte den lille lort mig utroligt mange kvaler. Han blev nemlig produceret så utideligt, at hans ankomst kolliderede med, at jeg sad i Argentina. Og for fire år siden havde jeg det sygt dårligt. Græd i fire timer. Noget med, at en pige havde tilbudt mig at låne hendes kjole i str. 42, at min computer crashede. Havde the blues uden at vide hvorfor. Da jeg så kom hjem, lå sms'en der. "Kl. 14.21 blev du moster til en velskabt lille dreng". Arhmen for helvede da. Jeg mødte ham ikke, før han var et halvt år, og det gjorde ondt helt ned i hjerterødderne. Men heldigvis gjorde det jo kun ondt på mig, og måske hans mor. Sebastian har ingen erindring om det, jo. Og da jeg så kom hjem, var han der jo bare. Bassen. Som nu er fire år. Han har de største brune øjne, som er hans ikke-så-hemmelige våben til at sno de fleste voksne. Han snakker uafbrudt og højt - insisterende højere, indtil han får et svar. Han lider ikke i stilhed og udbryder ofte "Moster DRILLER MIG!" Og dét er naturligvis fuldstændig urealistisk. Han er god til at synge og især Blobs Godnatsang har han styr på. Jeg tænker altid på ham, når jeg hører Hodja fra Pjort. Jeg forudser, at han bliver svær at styre som teenager, men så er det jo godt, at jeg er moster og ikke mor. I sidste uge dansede jeg med ham til Gangnam Style og Ex's & Oh's. Det var alt for fedt. Han har et sindssygt ordforråd, og har, så vidt jeg husker, altid været godt skåret for tungebåndet. Han har en appetit, der er decideret imponerende. Ikke sjældent spiser den nu fire-årige mere end de voksne, men han er også ualmindeligt aktiv, så måske ikke så mærkeligt, at der skal brændsel til.

Sidst jeg var i Århus, var det til min gode vens PhD forsvar (jeg er venner med sygt kloge mennesker, and I am so loving it), og snakken faldt blandt nogle i selskabet på det der med babyer. Og der lod til at være en overvægt af kvinder i selskabet, der var ret pjattede med spædbørn. Og jeg føler den sgu ikke helt. Altså jo, babyer dufter af tulipaner, smør og verdensfred, og når man holder sådan en klump i armene, er verden et lidt bedre sted. Babyer er herresøde, men de kan intet. De er små blemaskiner, der kan give en enorm lykke, men interaktionen er meget begrænset. Jeg kan meget bedre lide børn, når de er netop det - børn. Børn, der udvikler sig, som man kan snakke med, og som kan se vokse.
Det er så vildt at se et barn blive et lille menneske. Og herrefedt at få lov til at være med på sidelinjen. Jeg håber, at min nevø vil ringe til sin drilagtige moster, når han har problemer. Jeg håber, han vil tro på sit eget værd og balancere på knivsægget selvtillid uden arrogance. Jeg håber, jeg kan hjælpe ham med de problemer, han utvivlsomt kommer til at løbe ind i. Jeg glæder mig til at se, hvad for et menneske han bliver, og jeg er så så glad for, at jeg har et sæde på første parket til netop den forestilling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar