lørdag den 15. april 2017

Ferie? Oh, jeg må le.

Konceptet påskeferie er ikke umiddelbart noget, der dyrkes specielt voldsomt i min verden. Alle har fri, og det har jeg ikke. Men heldigvis er jeg ikke typen, der er bitter. Næ, det føler jeg mig hævet over. Der sker nemlig så mange andre gode ting. Jeg har for eksempel vasket tøj i dag. Wup wup. Og har hede drømme om også at gøre rent. Hvis det bliver rigtig vildt, skurer jeg armaturet på badeværelset. Og så er der nogen, der drister sig til at sige, at jeg ikke lever det vilde liv. Tsk. Apropos det fik jeg i nat en mail fra en pige, jeg hang ud med, da jeg boede i New York. Fuck man, det er snart fire år siden. Og kontrasten blev liiiidt for stor - specialeskriveri i Odense vs. feste med fremmede skuespillere in spe i Williamsburg. Need I say more?

Jeg bliver langsomt men sikkert sindssyg af at sidde i min egen osteklokke. Jeg ser ingen mennesker, fordi - ja, I har gættet det - alle er på lækker ferie, i fucking sommerhus eller Spanien. Røvhuller. Jeg har derimod to artikler, der skal skrives færdig. Heldigvis er en af dem om Trump, så det gode humør er garanteret. Og et teoriafsnit. I stedet for menneskelig interaktion hygger jeg mig gevaldigt med YouTube, som er virkelig. For eksempel er der gået Rollo&King, Spice Girls og Thomas Helmig i den. Ja, jeg er sgu heller ikke stolt, men det skete ligesom bare. Det er et spørgsmål om tid, om minutter faktisk, før jeg begiver mig over i noget Bonnie Tyler og Cher. Det er sgu kritisk.

Det er som om, at påskens helt store trækplaster (hvilket i grunden sgu da er et supermærkeligt ord, betydningen taget i betragtning) er, at man har fri. Det der Jesus-noget hænger jeg mig ikke så voldsomt meget i. Påsken er for mig mest af alt et forårsbarometer. Hvor nogle godmodige typer understreger, at sidste år drak vi altså kaffen på terrassen. Det tør jeg så godt konkludere, at vi ikke kommer til i år. Medmindre det er den overdækkede slags, så vi ikke bliver våde. Og med vi mener jeg de andre. Der har fri. Men altså. Jeg har da været ude at gå en tur i regnvejret. Det var ret rart, for jeg mødte på min vej en mand, der var ude at lufte sin hund. Han sagde dav, hvilket var en rar påmindelse om, at der ikke er gået totalt Palle-alene-i-verden i den.

Men anywho. Teoretisk ramme, socialkonstruktivistisk udgangspunkt og deduktiv/induktiv kan da også klart noget. Noget som påskeæg, frokostbuffetter og fridage ikke kan. Jeg vil gerne lige minde om, at mit mellemnavn er Sarkasme. Og nu kan jeg sgu nok ikke trække den længere, jævnfør overskriften. Men Sarkasme til side, håber jeg virkelig, at I nyder fridagene. I må gerne drikke en snaps, spise en rejemad og æde en helvedes masse påskeæg for mig.

tirsdag den 11. april 2017

Når jeg afleverer speciale, skal jeg:

Inden jeg overhovedet begyndte at skrive dette speciale, overvejede jeg at droppe ud. Droppe ud seks måneder inden målstregen, fordi intet i mig havde lyst. Fordi det føltes forkert. Nu er det jo ikke sådan, at lysten er over mig som en kåd teenager på solferie i Bulgarien, men jeg skriver jo da. Jeg er i gang. Og det er jo det, der er med det der leif - at når man står midt i det, kan man pludselig godt. Det, jeg ad omveje prøver at sige, er, at jeg ikke længere er i tvivl om, at jeg afleverer mit speciale den 1. juni. Jeg er meget i tvivl om, hvor godt et speciale, det bliver, men afleveret - det bliver det freaking fudging. Det er, som I måske har luret, noget jeg ser pænt meget frem til. Så når jeg afleverer, skal jeg: 
  • Drikke en sjus så stor som Joachim B. Olsens hoved. 
  • Spise en vaffelis med minimum fire kugler og en ordentlig røvfuld guf (eller fjams som det hedder i min svogers hjemstavn Skagen).
  • Drikke ligeså mange shots, som jeg gjorde, da jeg første gang blev meget, meget fuld som 15-årig. Det bliver ikke pænt, og jeg giver ikke en fuck. 
  • Danse den vildeste sejrsdans. Jeg går og pønser på, hvilket soundtrack det skal være. 
  • På MASH med Majsen. Det har vi nemlig aldrig været, og jeg har lovet det. 
  • Tage til Colombia og besøge O'Malley og VÆRE I COLOMBIA. 
  • Afholde en afbrændingsceremoni af kompendier fra mediejura og mediesprog. Bu-bye. 
  • Pakke mit liv ned. Igen. Flytte. Aner ikke hvorhen. 
  • Bruge en hel dag på at lave perleplader og hoppe på trampolin med mine nevøer uden at skulle holde øje med klokken, fordi jeg ikke skal hjem og skrive teori/metode/analyse/diskussion. 
  • Læse så urimeligt mange skønlitterære bøger, at jeg bliver træt af det (som om!). 
  • Formegentlig være fuldstændig horribel for studerende at være sammen med, fordi jeg forestiller mig, at arrogance-niveauet bliver massivt. 
  • Købe en ny pung. En pung med bedre karma. Altså en pung med penge. Farvel studenterliv.  
  • Holde den vildeste fest for alle mine venner. Vi går aldrig hjem. 
  • Forhåbentlig være meget, meget lettet. 

onsdag den 5. april 2017

Lad os kalde det en status

Jeg havde faktisk forberedt et indlæg om, hvor nederen jeg synes, det hele er. At der er rod i hele lortet - mit speciale, min avistilknytning, mit stressniveau, mit fucking følelsesliv. At jeg har fået halsbetændelse oven i det hele. Men. Jeg kunne ikke få mig selv til at udgive det, så nu prøver jeg lige en anden vinkling. I ved, journalister og vinklinger. I dag har jeg haft besøg af min ældste ven, som har brugt fire timer i bil for at tilbringe samme mængde tid med mig. Hvis det ikke er omsorg, ved jeg ikke, hvad er. Jeg er omgivet af virkelig gode venner, og en storesøster og en mor, der godt forstår, at hjertesorg gør ondt, at jeg er presset, at jeg er perfektionist og pessimist i en ulykkelig pærevælling. Jeg får dagligt en sms fra min bedste veninde, hvor hun spørger, hvordan jeg har det. Fuldstændig uden at forvente noget igen, for hvilket hun fortjener en fucking medalje. Jeg får mails fra Colombia og sms'er fra Århus, Randers, København og Odense. Jeg er pisseheldig, og det skal jeg lige minde mig selv om. Så nu prøver jeg at fortælle mig selv de ting, som alle de bedste mennesker har forsøgt at banke ind i mit hoved, som var de Mike Tyson og jeg en boksepude:

Jeg fortæller mig selv (og prøver virkelig at mene), at enhver bestået karakter er okay. Att det vigtige er, at jeg bliver færdiguddannet.

Jeg fortæller mig selv, at uanset om avisen har økonomi til at ansætte mig eller ej, er det en kæmpestor ting, at de overhovedet vil ansætte en grønskolling som mig. Det må jeg faktisk gerne være stolt af.

Jeg fortæller mig selv, at det absolut værste der kan ske er, at jeg ryger på dagpenge.

Jeg fortæller mig selv, at dagpenge ikke er jordens undergang, og at jeg selvfølgelig nok skal finde et job på et tidspunkt.

Jeg fortæller mig selv, at det er okay at have fået følelser for et mandemenneske. Også selvom slutningen overhovedet ikke er lykkelig, fordi han så ikke vil have mig. Men jeg er jo ikke helt igennem koldblodet, så det er okay, at følelserne er der. Selvom de gør ondt.

Jeg fortæller mig selv, at jeg gør det bedste, jeg kan i en virkelig presset og stressende situation. Og, at der så ikke er nogen, der kan forvente noget som helst mere.

Jeg fortæller mig selv, at jeg er min egen værste kritiker, og at jeg aldrig ville være så decideret ondskabsfuld over for mine venner, som jeg lige i tiden er over for mig selv.

Jeg fortæller mig selv, at der vitterligt er lys for enden af kloakken. Lyset rykker tættere på. Jeg står foran lyset den 1/6-17, og jeg kan slet ikke vente. Det bliver en god dag. Især hvis jeg består. Det bliver en virkelig god dag.