tirsdag den 9. maj 2017

Forresten vol. 36

  • Er I søde, at I hænger på, selvom jeg tydeligvis er en my fra at blive indlagt som paranoid-skizofren. Tak for det. 
  • Kan jeg gå foruroligende længe uden at vaske tøj. Sådan cirka 14 dage. Jeg har indtryk af, at det er ret sjældent for voksne. 
  • Føler jeg et behov for lige at indkile, at jeg altså ikke går i beskidt tøj. Jeg har bare sygt meget af det. 
  • Er min og min bedste venindes film klart Blinkende Lygter. Det har ført til en meget seriøs diskussion af, hvem der er hvem. Hun er Stefan (som spiser konstant), og jeg er Arne (som skyder en ko). 
  • Er ovenstående ikke nødvendigvis noget, man skal tænke alt for længe over. 
  • Skal jeg til hovedstaden på mandag til et fint arrangement. "Min" avis er nemlig nomineret til publicistprisen. Synes jeg, det er alt for sejt? Øh ja!
  • Har jeg til gengæld også krise over, hvad jeg skal have på til et sådant arrangement? Øh mere ja!
  • Er jeg begyndt at planlægge, hvad jeg skal have med til Colombia. Udover zendium til O'Malley, altså. Det er noget med nogle kjoler og nogle sandaler, kan jeg afsløre. 
  • Har jeg cirka 400 kroner at leve for i resten af maj. En flybillet til Colombia har gjort et solidt indhug i min økonomi. Det skal nok blive spændende. 
  • Får jeg om tre uger min sidste SU, nogensinde. Og nu er det ikke for at lyde utaknemmelig, men det har jeg simpelthen så morderlig meget optur over!
  • Smager bulgur overraskende godt med soya. 
  • Er jeg, som det måske kan fornemmes på madvanerne og økonomien, i gang med projekt tøm-køkkenskuffer-og-skabe. 
  • Har jeg fået Instagram, sgu! Jeg er blevet født på de sociale medier, og jeg morer mig kongeligt over Insta! Se, hvor tætte vi allerede er - ja, jeg kalder det bare Insta. 
  • Skal jeg til konfirmationsmaration i det jyske i weekenden. Både en fætter og en kusine skal konfirmeres, og jeg synes, det er underligt, at de pludselig er 14 og 15, når jeg nu ikke er ældet en dag. 
  • Skal jeg tilbage til min analyse. Bourdieu og Giddens dræber mig langsomt, men sikkert. I den forbindelse er min eneste trøst, at jeg i det mindste er styret uden om fucking Foucault. 

lørdag den 6. maj 2017

En brydningstid

Sidst jeg skrev, gik der fløde i den. Og det var helt oprigtigt ment. I dag har mit humør det lidt anderledes. Klokken er lidt over ni, min altan står pivåben og ind i min lejlighed strømmer lyden af unge, glade mennesker, der griller nede på græsset. Lyden af livsglæde. Og det gør mig lidt blå. For jeg sidder bare her. Alene. Eller med mit speciale, men det er ærlig talt ikke en hjerteven. Og det har jeg gjort hele dagen. Ligesom dagen før og ligesom jeg kommer til de næste fire uger. Jeg tror sådan set, at det går okay. Indrømmet, jeg opfinder ingenlunde hverken en akademisk eller en journalistisk dyb tallerken. Måske mere bare et bidrag a la: man kan spise nudler af både røde og blå skåle. Men jeg er nået et mætningspunkt. Det hænger mig ud af halsen. Og det går virkelig meget op og ned. Det bugter sig i fucking bakkedal. Jeg er træt af at være evigt skizofren. Træt af, at jeg den ene dag er fortrøstningsfuld og så glad som jeg nu kan være i en specialeproces, og at jeg den næste begynder at græde over, at jeg ikke kan finde min forlængerledning. Det er hårdt konstant at være så meget i sine følelsers vold. Og så alligevel, når jeg remser op, hvad der fylder i mit liv, kan jeg sgu godt forstå, at jeg er forpustet inde i mit hoved.

  • Ham der. Det ville være dejligt at kunne bestemme sig for, at ham man kunne lide, var en nar. At det ikke var ham, der var rigtig. Det er svært, når det nu føltes så rigtigt. Det er ikke alle, man møder, det er meningen, der skal forblive i ens liv. Så jeg prøver at huske på, at han ikke var rigtig, og at der på et tidspunkt kommer en mand, som vil have mig for den, jeg er. Det kan bare godt være lidt svært at tro på, at han findes derude. 
  • Studie. Jeg afleverer mit speciale om fire uger. Og så er der ikke et naturligt næste. Ikke et gymnasium, en bachelor, en kandidat. Jeg har været der. Det her er det sidste træk, og jeg glæder mig så meget, men det er og bliver også et farvel til det eneste liv, jeg reelt kan huske. Livet som elev. 
  • Job. Jeg har nu været på den dejligste avis i næsten 10 måneder, og jeg har elsket det. Vitterligt elsket det. Jeg vil være min redaktør taknemmelig til evig tid for, at jeg fik pladsen. Og de siger, at de gerne vil ansætte mig, men som I ved, svømmer mediebranchen ikke rundt i en tank af guld. Og jeg er priviligeret, at de gerne vil. I know. Men desuagtet er det pissehårdt at gå rundt og ikke vide om man er købt eller solgt. 
  • Lejlighed. Jeg har på dette punkt ikke en imponerende statistik, fordi jeg siden jeg flyttede hjemmefra har boet 11 forskellige steder. Mit nuværende hjem er det sted, jeg har boet længst, jeg har boet her i halvandet år. Det er en studiebolig, så ud skal jeg. Men holdnukæft hvor kommer jeg til at savne det. Det er jo mit hjem, og det bliver ikke umiddelbart erstattet af et andet. Det bliver erstattet af sofahopperi, fordi det ikke giver mening at slå mig ned i en by, før jeg ved i hvilken by, jeg får et job. 
Så there you have it. Eller there I have it. Og det meste er gode ting. For eksempel tager jeg om fem uger til Colombia, og jeg bliver færdiguddannet, og jeg skal nok finde en lejlighed og et job og alt det der. Men uvished er ubehageligt. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der kommer til at gå, jeg ved, at det helt sikkert kommer til at gå, men jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke hvordan. Det dummeste man kan gøre er at have det dårligt over at have det dårligt. Så det vil jeg prøve at lade være med. Jeg vil prøve at huske på, at jeg befinder mig i en slags brydningstid, og at det er okay, at jeg nogle dage ser de fede muligheder i det, i at jeg kan bosætte mig i Budapest hvis jeg har lyst, eller at jeg kan bruge syv uger på at lære at hækle, mens jeg andre dage er urimeligt grådlabil og ikke kan overskue noget som helst. Nogle dage emmer jeg af overskud, og andre er det hele noget ildelugtende pis. Sådan er det i tiden. En voldsom mental rutsjebanetur, og det er okay. Jeg minder mig selv om Karen Blixens visdomsord: Husk, det varer ikke ved. 

mandag den 1. maj 2017

Det går sgu da vist okay. Sådan alting taget i betragtning.

Jamen hej. Og glædelig 1. maj. Jeg har tilbragt de sidste 14 dage i et frivilligt sommerhuseksil for at skrive speciale. Og det gik over al forventning. Altså misforstå mig ret, mit speciale er røvsygt og på mange måder helt ekstremt kedeligt. Men det nærmer sig slutningen, og dét gør mig simpelthen så ekstremt glad. Jeg er færdig med teori- og metodekapitel. Al min energi bruges nu på at give analysen et gigantisk lag tæsk. Og jeg tror, jeg er ok med tidsmæssigt. Jeg kan se enden på det her, og jeg har på intet tidspunkt haft det så godt med mit speciale, som jeg har nu. Det gør mig glad, at det snart er ovre. 4 uger. 4 uger og så er jeg fri. Jeg har travlt, jeg er presset, og det bliver 4 hardcore uger i en konstant følesesmæssig rutsjebane - og jeg har fucking højdeskræk. Men 4 uger - det kan jeg godt overleve. Og. Så er jeg altså svineheldig. Eksempel: Min mor hentede mig for 14 dage siden på Randers station og kørte mig i sommerhuset, hvor jeg fik verdens største bjørnekrammer af min far, idet min storesøster og to nevøer kom brølende ud fra soveværelset og overraskede mig. Jeg overdyngede de to mindste versioner med kys og kram og jokkede rundt og lignede en idiot, mens vi ledte efter påskeæg, mens det var utroligt svært at se, hvem der var 4, hvem der var 5 og hvem der var 26. Ahem. Nogle dage efter travede jeg 15 kilometer med min elskede faster, alt imens hun tålmodigt lyttede til alt, hvad min hjerne og mit hjerte kunne vride af sig. Endnu en dag efter kom min veninde på spontant sommerhusbesøg i to timer for at spise frokost med mig. En frokost hun selv havde lavet og medbragt bare for at se mig og sige hej. Og så kom min far sgu lige på besøg, og det var kamphyggeligt. Han sponsorerede fisk, som vi indtog på terrassen i solskin, mens vi snakkede om amerikanske præsidenter. Det spillede 100. Okay ud fra det her lyder det som om, jeg ikke har arbejdet overhovedet. Det skal Guderne vide, at jeg har. Men i perfekte omgivelser. I mine forældres sommerhus, som jeg betegner som mit barndomshjem, hvor der er en velsignet ro, jeg ikke anede, hvor meget jeg har manglet. Et eller andet ved det sted gør, at mine skuldre sænker sig en smule. Slet ikke dårligt at have sådan et sted inden for rækkevidde.

Nu er jeg tilbage i Odense og på avisen, og det er også dejligt. Og. Som om at al den flødeskum ikke var nok, har jeg  på denne højhellige arbejdernes kampdag brugt 6000 kroner. På en flybillet. Til Colombia, hvor O'Malley, som er og bliver en af mine absolut bedste venner, bor i tiden og har gjort i et halvt års tid. Hun er savnet, men om seks uger bliver der en genforening, der er op til flere Kodak-kameraer værdig. Hold kæft jeg glæder mig. Nu er det virkeligt, ikke bare en fed ide, der ikke blev. Jeg skal til Colombia, så folk kan snakke nok så meget om, hvordan man bør fejre sit speciale - jeg skal til Latinamerika, til Escobars hjemland. Fucking YOLO.