mandag den 1. maj 2017

Det går sgu da vist okay. Sådan alting taget i betragtning.

Jamen hej. Og glædelig 1. maj. Jeg har tilbragt de sidste 14 dage i et frivilligt sommerhuseksil for at skrive speciale. Og det gik over al forventning. Altså misforstå mig ret, mit speciale er røvsygt og på mange måder helt ekstremt kedeligt. Men det nærmer sig slutningen, og dét gør mig simpelthen så ekstremt glad. Jeg er færdig med teori- og metodekapitel. Al min energi bruges nu på at give analysen et gigantisk lag tæsk. Og jeg tror, jeg er ok med tidsmæssigt. Jeg kan se enden på det her, og jeg har på intet tidspunkt haft det så godt med mit speciale, som jeg har nu. Det gør mig glad, at det snart er ovre. 4 uger. 4 uger og så er jeg fri. Jeg har travlt, jeg er presset, og det bliver 4 hardcore uger i en konstant følesesmæssig rutsjebane - og jeg har fucking højdeskræk. Men 4 uger - det kan jeg godt overleve. Og. Så er jeg altså svineheldig. Eksempel: Min mor hentede mig for 14 dage siden på Randers station og kørte mig i sommerhuset, hvor jeg fik verdens største bjørnekrammer af min far, idet min storesøster og to nevøer kom brølende ud fra soveværelset og overraskede mig. Jeg overdyngede de to mindste versioner med kys og kram og jokkede rundt og lignede en idiot, mens vi ledte efter påskeæg, mens det var utroligt svært at se, hvem der var 4, hvem der var 5 og hvem der var 26. Ahem. Nogle dage efter travede jeg 15 kilometer med min elskede faster, alt imens hun tålmodigt lyttede til alt, hvad min hjerne og mit hjerte kunne vride af sig. Endnu en dag efter kom min veninde på spontant sommerhusbesøg i to timer for at spise frokost med mig. En frokost hun selv havde lavet og medbragt bare for at se mig og sige hej. Og så kom min far sgu lige på besøg, og det var kamphyggeligt. Han sponsorerede fisk, som vi indtog på terrassen i solskin, mens vi snakkede om amerikanske præsidenter. Det spillede 100. Okay ud fra det her lyder det som om, jeg ikke har arbejdet overhovedet. Det skal Guderne vide, at jeg har. Men i perfekte omgivelser. I mine forældres sommerhus, som jeg betegner som mit barndomshjem, hvor der er en velsignet ro, jeg ikke anede, hvor meget jeg har manglet. Et eller andet ved det sted gør, at mine skuldre sænker sig en smule. Slet ikke dårligt at have sådan et sted inden for rækkevidde.

Nu er jeg tilbage i Odense og på avisen, og det er også dejligt. Og. Som om at al den flødeskum ikke var nok, har jeg  på denne højhellige arbejdernes kampdag brugt 6000 kroner. På en flybillet. Til Colombia, hvor O'Malley, som er og bliver en af mine absolut bedste venner, bor i tiden og har gjort i et halvt års tid. Hun er savnet, men om seks uger bliver der en genforening, der er op til flere Kodak-kameraer værdig. Hold kæft jeg glæder mig. Nu er det virkeligt, ikke bare en fed ide, der ikke blev. Jeg skal til Colombia, så folk kan snakke nok så meget om, hvordan man bør fejre sit speciale - jeg skal til Latinamerika, til Escobars hjemland. Fucking YOLO.

2 kommentarer:

  1. Hvor fedt altså - at have ferie i vente er det skønneste!

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig rigtigt - den søde ventetid! :)

      Slet