lørdag den 6. maj 2017

En brydningstid

Sidst jeg skrev, gik der fløde i den. Og det var helt oprigtigt ment. I dag har mit humør det lidt anderledes. Klokken er lidt over ni, min altan står pivåben og ind i min lejlighed strømmer lyden af unge, glade mennesker, der griller nede på græsset. Lyden af livsglæde. Og det gør mig lidt blå. For jeg sidder bare her. Alene. Eller med mit speciale, men det er ærlig talt ikke en hjerteven. Og det har jeg gjort hele dagen. Ligesom dagen før og ligesom jeg kommer til de næste fire uger. Jeg tror sådan set, at det går okay. Indrømmet, jeg opfinder ingenlunde hverken en akademisk eller en journalistisk dyb tallerken. Måske mere bare et bidrag a la: man kan spise nudler af både røde og blå skåle. Men jeg er nået et mætningspunkt. Det hænger mig ud af halsen. Og det går virkelig meget op og ned. Det bugter sig i fucking bakkedal. Jeg er træt af at være evigt skizofren. Træt af, at jeg den ene dag er fortrøstningsfuld og så glad som jeg nu kan være i en specialeproces, og at jeg den næste begynder at græde over, at jeg ikke kan finde min forlængerledning. Det er hårdt konstant at være så meget i sine følelsers vold. Og så alligevel, når jeg remser op, hvad der fylder i mit liv, kan jeg sgu godt forstå, at jeg er forpustet inde i mit hoved.

  • Ham der. Det ville være dejligt at kunne bestemme sig for, at ham man kunne lide, var en nar. At det ikke var ham, der var rigtig. Det er svært, når det nu føltes så rigtigt. Det er ikke alle, man møder, det er meningen, der skal forblive i ens liv. Så jeg prøver at huske på, at han ikke var rigtig, og at der på et tidspunkt kommer en mand, som vil have mig for den, jeg er. Det kan bare godt være lidt svært at tro på, at han findes derude. 
  • Studie. Jeg afleverer mit speciale om fire uger. Og så er der ikke et naturligt næste. Ikke et gymnasium, en bachelor, en kandidat. Jeg har været der. Det her er det sidste træk, og jeg glæder mig så meget, men det er og bliver også et farvel til det eneste liv, jeg reelt kan huske. Livet som elev. 
  • Job. Jeg har nu været på den dejligste avis i næsten 10 måneder, og jeg har elsket det. Vitterligt elsket det. Jeg vil være min redaktør taknemmelig til evig tid for, at jeg fik pladsen. Og de siger, at de gerne vil ansætte mig, men som I ved, svømmer mediebranchen ikke rundt i en tank af guld. Og jeg er priviligeret, at de gerne vil. I know. Men desuagtet er det pissehårdt at gå rundt og ikke vide om man er købt eller solgt. 
  • Lejlighed. Jeg har på dette punkt ikke en imponerende statistik, fordi jeg siden jeg flyttede hjemmefra har boet 11 forskellige steder. Mit nuværende hjem er det sted, jeg har boet længst, jeg har boet her i halvandet år. Det er en studiebolig, så ud skal jeg. Men holdnukæft hvor kommer jeg til at savne det. Det er jo mit hjem, og det bliver ikke umiddelbart erstattet af et andet. Det bliver erstattet af sofahopperi, fordi det ikke giver mening at slå mig ned i en by, før jeg ved i hvilken by, jeg får et job. 
Så there you have it. Eller there I have it. Og det meste er gode ting. For eksempel tager jeg om fem uger til Colombia, og jeg bliver færdiguddannet, og jeg skal nok finde en lejlighed og et job og alt det der. Men uvished er ubehageligt. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der kommer til at gå, jeg ved, at det helt sikkert kommer til at gå, men jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke hvordan. Det dummeste man kan gøre er at have det dårligt over at have det dårligt. Så det vil jeg prøve at lade være med. Jeg vil prøve at huske på, at jeg befinder mig i en slags brydningstid, og at det er okay, at jeg nogle dage ser de fede muligheder i det, i at jeg kan bosætte mig i Budapest hvis jeg har lyst, eller at jeg kan bruge syv uger på at lære at hækle, mens jeg andre dage er urimeligt grådlabil og ikke kan overskue noget som helst. Nogle dage emmer jeg af overskud, og andre er det hele noget ildelugtende pis. Sådan er det i tiden. En voldsom mental rutsjebanetur, og det er okay. Jeg minder mig selv om Karen Blixens visdomsord: Husk, det varer ikke ved. 

2 kommentarer:

  1. Det lyder hårdt
    når du finder ud af nr 1 så del lige... jeg har ikke helt styr på det.
    Håber du snart får styr på job, og dermed bolig....
    specialle er hårdt

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hvis jeg da bare kunne - men du kan tro, jeg hujer højt, hvis jeg finder svaret på nummer et :)
      Tak for dine søde ord, jeg håber også snart, at det lysner.

      Slet