tirsdag den 22. august 2017

Opturslisten

Hvis *man* nu var øko-yoga-typen, ville *man* nok navngive dette indlæg "blessed" eller "tirsdagstaknemmelig". Og det ville være fint og sandt, men jeg KAN ikke tage det seriøst. Optur til gengæld er et optur ord, og med det begynder vi:


  • Dagens genforening med en gammel arbejdskollega, som jeg ikke har set i et helt år. Hun er helt glad, helt gravid og helt skøn. 
  • At min anden dejlige veninde venter en sund og rask dreng. Som skal se dagens lys i starten af det nye år. 
  • Bob Dylan og Bruce Springsteen. Fordi de er Bob Dylan og Bruce Springsteen. 
  • At der er skolestart, og at jeg for første gang i for evigt ikke er en del af det. Det gør mig virkelig glad. 
  • At jeg lige pludselig - post nedsmeltning - synes, at det hele virker lysere. At der rent faktisk bliver opslået stillinger, som jeg kan søge, og som jeg - gisp - er kvalificeret til. 
  • At jeg har ryddet op. Det begynder efterhånden at blive en floskel, at jeg rydder op. Men sagen er den, at jeg har fundet en blog, der handler om minimalisme. I min oprydning har jeg derfor stillet mig selv spørgsmålet: "har denne ting en værdi?". Det sig være funktion eller affektion. Det havde forbavsende få ting. Ud med lortet. Der er absolut ingen grund til at beholde ting, jeg ikke kunne huske, jeg havde - og dermed ikke manglende. Alle de der døde ting kan altså godt skabe rod både fysisk og psykisk. Jeg har derfor været hårdere end den mest pumpede dude i FitnessDK. Det er decideret befriende.
  • At min onkel i går gad at bruge sin fridag på at køre mine ting hjem til Odense
  • I forbindelse med ovenstående: At hele mit liv kan være i en stationcar. Dét er sgu da frihed. 
  • At jeg har fået en is. Med krymmel, som Vorherre havde i sinde.
  • At jeg har genopdaget præcist, hvor meget jeg elsker at skrive. Og hvor rensende det er for mig. Det er som vievand for min sjæl. 

søndag den 20. august 2017

Roligt vand, storm i sigte

Egentlig har jeg det jo godt. Lige om lidt flytter jeg tilbage til Odense. Til byen, der virkelig føles som min sikre havn. Det bliver godt. Jeg har lige været på en fuldstændig fabelagtig ferie med to af de bedste kvindfolk, jeg kender. Og jeg er færdiguddannet. Og bosat i et land, hvor jeg får nogle penge at leve for, mens jeg finder et arbejde. Nogle gange ramler det sammen for mig, og jeg synes, at alle andre er meget dygtigere, meget bedre og meget mere heldige end mig. Det meste af tiden tror jeg på, at det nok skal gå, at jeg nok skal få en plads på den hylde, jeg så inderligt gerne vil placeres på. Det skal nok komme.

Men det er også først, når der for alvor bliver ro omkring en, at man kan mærke efter. Lidt ligesom, at man (for helvede) altid får influenza lige efter en mega travl periode eller eksamen eller whatever. Og den ro kan mærkes. Nu. Det sidste år har været fucking sindssygt. I august 2016 fik jeg en fuldtidspraktik på Fyens Stiftstidende, sideløbende med, at jeg skulle lave et semesterprojekt på uni, der også krævede fuldtid. I foråret skrev jeg speciale samtidig med, at jeg var et sted mellem deltid og fuldtid på avisen. Og så er jeg jo ikke eneboer, og der har været relationer og mennesker, der skulle plejes, som det sig hør og bør. Jeg har haft kronisk dårlig samvittighed i et år, fordi der ikke har været nok timer i døgnet. Jeg har været fortravlet, forjaget, men også glad ind i marven. Fordi avisen, på trods af dens mangler, bekræftede mig 100% i, at jeg har gjort det rigtige i at blive journalist. Det er her, jeg hører hjemme. Fantastisk har det været, men hårdt. Så hårdt, at jeg ikke har kunnet mærke det før nu. I det sekund jeg afleverede speciale flyttede jeg ud af mit hjem, tog til Colombia i tre uger, kom hjem, blev indlagt på sygehuset, udskrevet igen, og nu. Nu er der luft. Ingen deadlines, ingen afleveringer, ingen eksaminer, ingen chefer eller undervisere at tilfredsstille. Der er bare mig. Med alle mine tanker, bange anelser, store drømme og den satans uvished. Rastløsheden kommer nu snigende, fordi jeg har kørt i femte gear i så lang tid, at jeg har glemt, hvordan frigear føles. Og det føles forkert at have så meget som én dag, hvor jeg ikke SKAL noget. Men det er jo ikke forkert. Det er et privilegium af dimensioner, et privilegium jeg skal have genopdaget.

Det er nu her, midt i den luft, der endelig er opstået efter måneders vakuum, at der er tid og rum til at tænke. For alvor. Tænke indad, reflektere og evaluere. Det helt store spørgsmål forbliver: Hvad fanden er det, jeg gerne vil? På Pinnochio-måden er der ingen bånd, der binder mig. Og det er både skræmmende og frigørende. Jeg kan flytte til Beograd, hvis jeg har lyst. Jeg kan starte mit eget medie. Jeg kan skrive en digtsamling. Men jeg kan jo ikke det hele på én gang. Og lige nu skal jeg finde ud af, hvad jeg vil. Ikke hvad jeg burde ville, ikke hvad andre synes, jeg ville være god til, eller hvad der ville være det mest fornuftige. Men hvad jeg ægte har lyst til. Og jeg ved det ærlig talt ikke. Mulighederne er nærmest for mange. Måske får jeg et fuldtidsarbejde lige om lidt, måske tager jeg på trekkingtur i England, måske tager jeg mine dagpenge med til Italien i tre måneder, måske skriver jeg de der essays, der gerne engang skulle blive til en slags bog. I haven't got a fucking clue. Men jeg er fan af det faktum, at jeg ikke ejer flere vigtige ting, end hvad jeg kan have på min ryg i rygsækken over dem alle. Jeg er fan af, at jeg ikke har lovet mig selv til hverken nogen eller noget. Verden ligger åben, og det er midt i denne ro, i stilheden før den uundgåelige storm, at jeg skal mærke efter. Så det gør jeg lige.

fredag den 4. august 2017

Forresten vol. 37

Når jeg ikke har blogget i lang tid, føler jeg altid, at jeg skal opfinde en skriftlig dyb tallerken. Jeg føler i den grad presset, fordi jeg gerne vil overbevise jer om, at det er en god ting, at jeg er tilbage. Men sådan et pres gør sgu ikke ligefrem, at ordene bare flyder, så vi starter blidt ud. Der er mange ting, vi skal have snakket om. Vi skal have snakket om de der mænd, om den der færdiggjorte uddannelse, om dagpengeland, jobusikkerhed og en hel masse andet. Men vi starter sgu med tankeskrald a la forresten:


  • Blev jeg i går forvekslet med en luder. En mandlig cyklist trillede op på siden af mig, og spurgte hvad det kostede. Klokken 5 om eftermiddagen. På en torsdag. I downtown Odense. Det var virkelig en fed oplevelse. 
  • Er jeg blevet overdænget med den ene smukke gave efter den anden i forbindelse med min kandidat. Blandt andet den fineste, sjoveste fotobog med billeder af mig og hende der bedsteveninden, der har rocket min verden siden 2004. Og verdens fineste kort fra verdens bedste faster, som fik mig til at TUDbrøle. 
  • Har jeg den seneste måneds tid boet hjemme hos mine forældre. Hvilket gør mig til en dovenlars af format. Sætningerne "hvad skal vi have til aften?" og "har du vasket mine sorte bukser/striktrøje (i fucking juli og august)/den der sarte skjorte/mine underbukser?" er blevet ytret ALT for meget. Min mor er et meget rummeligt menneske. 
  • Er jeg i Odense i disse dage. Det. Er. Skønt. Status på boligsituationen er, at jeg flytter tilbage til Odense i alletiders SALU's lejlighed. Den er toværelses, og ét er min voldsomme begejstring over at skulle hjem til Odense, noget andet er, at jeg skal bo med et af de mennesker, jeg er allermest vild med. Det er sgu da en win-win. 
  • Er min go-to-aktivitet i tilfælde af kedsomhed oprydning. Jeg er godt klar over, at det putter mig i kategori med Store Freaks, men det vælger jeg at omfavne. Problemet er bare, at jeg har ryddet op i alt. Og jeg mener alt. 
  • Har jeg - for at understrege ovenstående pointe - ryddet op i mit nøglebundt. Et nøglebundt, der - indrømmet - til forveksling ligner en viceværts. Jeg har nu smidt tre nøgler ud. Jeg ved ikke, hvad de er til, men eftersom jeg ikke har brugt dem i minimum fire år, er det nok ikke det store tab. 
  • Har jeg også scrollet min telefonbog igennem. Den gemte på navne som "Goran, The Awesomely Tall Guy", "Roskilde-dude 1", "Roskilde-dude 2", "Den Russiske Forfatter Fra Lolland", "Hende Med Patterne", "Adonis", "Theis Uden L" og "Monrad the Konrad". 
  • Apropos det. Kan I huske dengang, man havde rigtige telefonbøger? Altså ikke dem der kom med posten, men adressebøger. Det var da lidt hyggeligt. Og så ind til fastnettelefonen og ringe. Jeg er ved at være lidt gammel, hva? Når jeg sådan kan huske ting, der ikke eksisterer længere, men det er fucking fedt det der med at blive ældre. NØJ, hvor er jeg fan!
  • Har jeg muligvis ADHD. Der er en snert af noget dampbarn over mig. Jeg er stor tilhænger af at have fri - i teorien. Men medmindre jeg er syg (eller har tømmermænd) kan jeg holde det ud i lige præcis tre timer, hvorefter jeg keder mig bravt. 
  • Har jeg fået en Thomas Helmig revival. Min søster var og er ret pjattet med ham. Så i protest kunne jeg ikke snuppe ham. Men det der hjerte-rimer-på-smerte kan sgu alligevel noget.
  • Er det lidt uoriginalt at brokke sig så meget over den danske sommer, som jeg har praktiseret. Men jeg synes virkelig, at jeg har været forstående og tålmodig. Og sat min lid til august. Den lid kan man da godt lukke op og skide i, hva? 
  • Må man jo få det bedste ud af lortevejret. 
  • Var der mars-is på tilbud i Fakta, og jeg binger Orange Is The New Black under dynen. Det er sådan, man får det bedste ud af lortevejret. 
  • Har jeg virkelig savnet at blogge!