søndag den 20. august 2017

Roligt vand, storm i sigte

Egentlig har jeg det jo godt. Lige om lidt flytter jeg tilbage til Odense. Til byen, der virkelig føles som min sikre havn. Det bliver godt. Jeg har lige været på en fuldstændig fabelagtig ferie med to af de bedste kvindfolk, jeg kender. Og jeg er færdiguddannet. Og bosat i et land, hvor jeg får nogle penge at leve for, mens jeg finder et arbejde. Nogle gange ramler det sammen for mig, og jeg synes, at alle andre er meget dygtigere, meget bedre og meget mere heldige end mig. Det meste af tiden tror jeg på, at det nok skal gå, at jeg nok skal få en plads på den hylde, jeg så inderligt gerne vil placeres på. Det skal nok komme.

Men det er også først, når der for alvor bliver ro omkring en, at man kan mærke efter. Lidt ligesom, at man (for helvede) altid får influenza lige efter en mega travl periode eller eksamen eller whatever. Og den ro kan mærkes. Nu. Det sidste år har været fucking sindssygt. I august 2016 fik jeg en fuldtidspraktik på Fyens Stiftstidende, sideløbende med, at jeg skulle lave et semesterprojekt på uni, der også krævede fuldtid. I foråret skrev jeg speciale samtidig med, at jeg var et sted mellem deltid og fuldtid på avisen. Og så er jeg jo ikke eneboer, og der har været relationer og mennesker, der skulle plejes, som det sig hør og bør. Jeg har haft kronisk dårlig samvittighed i et år, fordi der ikke har været nok timer i døgnet. Jeg har været fortravlet, forjaget, men også glad ind i marven. Fordi avisen, på trods af dens mangler, bekræftede mig 100% i, at jeg har gjort det rigtige i at blive journalist. Det er her, jeg hører hjemme. Fantastisk har det været, men hårdt. Så hårdt, at jeg ikke har kunnet mærke det før nu. I det sekund jeg afleverede speciale flyttede jeg ud af mit hjem, tog til Colombia i tre uger, kom hjem, blev indlagt på sygehuset, udskrevet igen, og nu. Nu er der luft. Ingen deadlines, ingen afleveringer, ingen eksaminer, ingen chefer eller undervisere at tilfredsstille. Der er bare mig. Med alle mine tanker, bange anelser, store drømme og den satans uvished. Rastløsheden kommer nu snigende, fordi jeg har kørt i femte gear i så lang tid, at jeg har glemt, hvordan frigear føles. Og det føles forkert at have så meget som én dag, hvor jeg ikke SKAL noget. Men det er jo ikke forkert. Det er et privilegium af dimensioner, et privilegium jeg skal have genopdaget.

Det er nu her, midt i den luft, der endelig er opstået efter måneders vakuum, at der er tid og rum til at tænke. For alvor. Tænke indad, reflektere og evaluere. Det helt store spørgsmål forbliver: Hvad fanden er det, jeg gerne vil? På Pinnochio-måden er der ingen bånd, der binder mig. Og det er både skræmmende og frigørende. Jeg kan flytte til Beograd, hvis jeg har lyst. Jeg kan starte mit eget medie. Jeg kan skrive en digtsamling. Men jeg kan jo ikke det hele på én gang. Og lige nu skal jeg finde ud af, hvad jeg vil. Ikke hvad jeg burde ville, ikke hvad andre synes, jeg ville være god til, eller hvad der ville være det mest fornuftige. Men hvad jeg ægte har lyst til. Og jeg ved det ærlig talt ikke. Mulighederne er nærmest for mange. Måske får jeg et fuldtidsarbejde lige om lidt, måske tager jeg på trekkingtur i England, måske tager jeg mine dagpenge med til Italien i tre måneder, måske skriver jeg de der essays, der gerne engang skulle blive til en slags bog. I haven't got a fucking clue. Men jeg er fan af det faktum, at jeg ikke ejer flere vigtige ting, end hvad jeg kan have på min ryg i rygsækken over dem alle. Jeg er fan af, at jeg ikke har lovet mig selv til hverken nogen eller noget. Verden ligger åben, og det er midt i denne ro, i stilheden før den uundgåelige storm, at jeg skal mærke efter. Så det gør jeg lige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar