mandag den 4. september 2017

Alting er pænere på afstand

Den 25. maj skrev jeg det her i en kladde, jeg aldrig udgav:

Jeg har lige haft en tuder. Egentlig ikke fordi der er noget galt. Men det hele er for voldsomt. Jeg er ikke som en pose malaco slik, der per definition synes, at forandring fryder.

Et uforventet slag i ansigtet på jobfronten.

Et speciale, der skal afleveres om en uge. Jeg kan ikke.

Længere nåede jeg ikke, og jeg husker det så klarere end bøhmiske krytalglas. Jeg løb en tur med øreskadende høj rock i ørene, fordi jeg ikke kunne være i mig selv. Så jeg forsøgte bogstaveligt talt at løbe væk fra det. Og jeg løb og løb og løb, indtil jeg fik sidestik og helt dramatisk måtte stoppe, tage mig selv til knæene og gispe-græde på et lukket stisystem i Odense. Jeg gik hjem. Og det hjalp lidt. Luften, skridtene der tog hinanden. Men jeg var grædefærdig, helt utrøstelig og følte mig uendeligt ensom.

Nu er det godt tre måneder siden, og det virker latterligt. At et speciale og en fattig mediebranche i kombination med en mand, der nu forekommer mig som en vatarm af format, som var så uendeligt forkert for mig, kunne gøre mig så ked af det. Et speciale, som både blev afleveret og bestod. Som jeg står her på den anden side, sikkert i havn, er det så nemt at pege fingre. Det er nemt at negligere mit hysteriske anfald, mine dramatiske tendenser, at sige, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg da vist nok var lidt vel meget i mine følelsers vold. Men det er man jo for helvede. Man er jo altid i sit eget centrum. Når man falder ned i et hul, kigger man altid op, og for mit vedkommende konkluderer jeg, at jeg slet ikke kan kravle helt derop til toppen, at det er uoverskueligt, og jeg tror ikke på, at det lykkes. Jeg er i for dårlig form, jeg har højdeskræk, og alle mine kræfter er opbrugt. Men fremskridtet er i det små. Og lige pludselig har en masse små skridt, som givetvis er pissehårde- og ubehageligt, tilbagelagt uendeligt mange mentale kilometer, og man når toppen. Jeg har nået toppen, men nu er der andre ting, der fylder, andre ting, der gør, at jeg mister min nattesøvn og appetit. Jeg står på en klippekant, og det vil vise sig, om der bliver bygget bro, eller om jeg falder ned i en afgrund med syleskarpe sten, der potentielt kan gennembore mit hjerte.

Men konklusionen, kære venner, er, at alting er pænere på afstand. Fordi man ikke kan se vejhullerne og facadens puds der er ved at krakelere og alle hundelortene på græsset. Det betyder ikke, at det ikke findes. Men det bliver afløst af noget andet. Men selvom det ser pænere ud nu, var det hundrede procent ægte, mine følelser var ægte, og jeg vil ikke skælde mig selv ud over, at det var sådan, jeg havde det. Jeg vil dog gøre mit ypperste for at minde mig selv om, at tiden er min bedste ven. For uanset hvad man går igennem, læger tiden. Ikke på en måde, hvor smerten nødvendigvis forsvinder, men den læger. Den gør det udholdeligt. Det er da en trøst, ik?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar